IBIS sender en varm og kærlig tak til de mere end 163.000 elever og 8000 lærere, der har deltaget i årets Hele Verden i Skole kampagne. Vi er glade for de mange mails og breve, vi har modtaget, som giver os et indtryk af, hvad der sker rundt omkring på skolerne. De synlige beviser har været 4918 postkort, mere end 800 breve til Cyrus og de andre børn og unge fra LæseRaketten, 6 seje raps, masser af billeder og en indsamlingsbeløb på over 1 million kroner. Det er simpelthen fantastisk.

Store som små elever har deltaget og bidraget til indsamlingen, og vi er glade for ethvert bidrag – stort som småt. Der har været fantasifulde og meget kreative indsamlinger, som har budt på alt lige fra salg af lodsedler i stakkevis til afholdelse af sportsarrangementer og salg af hjemmelavet marmelade. Der er ingen tvivl om, at både lærere, elever og forældre har knoklet for at samle penge ind til Liberia.

Hvad skal pengene bruges til?

Alle de mange penge skal blandt andet bruges til at sikre skolegang for de børn og unge, der ikke kom ind i skolesystemet under landets 14 år lange borgerkrig. I løbet af tre år får de seks års undervisning og kan på den måde hurtigt indhente de spildte skoleår og komme videre i livet.

Målet med Hele Verden i Skole kampagnen er at sætte fokus på uddannelses- og livsvilkår, som børn i nogle af verdens fattigste lande lever under. Budskabet om, at 67 millioner børn stadig ikke går i skole, er nået ud til mange skoler, og med historierne og portrætterne i LæseRaketten har de danske elever fået et sjældent indblik i, hvordan det er at leve i et af verdens fattigste lande. Også LæseKaravanens besøg på 50 af landets skoler har bidraget hertil.

Ministrene har været med

Og det var ikke kun landets lærere og elever, der blev gjort opmærksom på de skoleløse børn. På aktionsdagen i København talte udviklingsminister Christian Friis-Bach om vigtigheden af uddannelse, og undervisningsminister Christine Antorini kom på skolebænken, da hun sammen med IBIS besøgte Lyng Skole i Fredericia.

 

 

 

 

Main picture
Image alt
Foto: Ricardo Ramiréz
Image border
Yes
Hide main picture
Tilsluttet
Picture format
Wide screen
Category