Saio og Madusu har store drømme
På forsiden af LæseRaketten står to piger og smiler. De har deres blå skoleuniformer på. Det er Saio og Madusu. De er 10 år og bor langt ude på landet. Deres landsby hedder Dalakuru. De går i 4. klasse og er veninder. Det er Madusu til venstre og Saio til højre.
Saio og Madusu er enige om mange ting:
- Deres bedste fag i skolen er matematik
- De vil gerne være sygeplejersker, når de bliver store
- Hvis de får en uddannelse, vil de blive i deres landsby og hjælpe folk her
- De kan ikke lide at arbejde i guldminen i weekenden
En fattig baggrund
Både Saio og Madusu kommer fra fattige familier med mange børn. De er de eneste i deres familier, der går i skole. Familierne har ikke råd til, at alle børnene kommer i skole.
Pigerne har mange pligter. Der er ikke meget fritid. Efter skoletid skal de lave mad, købe ind og gøre rent – og også gerne læse lektier. Hver weekend arbejder de i guldminen, som ligger cirka to kilometer uden for landsbyen. Det er hårdt arbejde, fortæller de. Man skal især passe på ikke at hakke sig i foden. Næsten hele landsbyen arbejder i minen – både børn og voksne.

Saio og Madusu sidder ved siden af hinanden i klassen. Foto: William Vest-Lillesøe
Hvad skal der ske, når de er færdige med 6. klasse?
Skolen i Dalakuru går kun til 6. klasse. Hvis man skal fortsætte med at gå i skole, skal man flytte til en større by.. Saio har en søster i Sierra Leones næststørste by, som hedder Bo. Hun håber, at hun kan bo og gå i skole der. Madusu er ikke lige så heldig. Hun ved ikke, om der bliver mulighed for at forsætte skolegangen. Men hun håber det bedste. Pigerne fortæller, at deres familier også synes, det er vigtigt, at de får en uddannelse.
Til de ældste:
De skal også passe på drengene
I Sierra Leone er det ikke ualmindeligt, at piger bliver gravide som ganske unge. Teenage-graviditet er noget, der tales om i mange sammenhænge. Seksualvejledning og prævention tales der mindre om. De unges viden er derfor begrænset. Og der er ikke så let adgang til prævention som herhjemme. Selv om Saio og Madusu kun er 10 år ved de godt, at de skal sørge for ikke at blive gravide, hvis de gerne vil have en uddannelse. ”Vi skal bare ikke involvere os med nogen drenge,” siger de og kigger lidt genert ned i bordet. De mener begge, at det godt kan lade sig gøre. ”Man kan godt sige nej til en dreng,” fastholder de.