Sukker i et rør

Sidst ændret
24.04.2018

Sukker kan komme fra et sukkerrør, som er en plante. Den kan ikke gro i Danmark, fordi det er for koldt, og det regner for lidt. Men i Nicaragua dyrker de mange sukkerrør.

Sukkerrør er en plante på omkring 2 meter.

Det er den afgrøde, der bliver dyrket mest i hele verden. 80 % af alt det sukker, der er i verden, kommer faktisk fra sukkerrør

Planten er også så smart, at når man fælder rørene, gror der nye rør frem det næste år. Så behøver man ikke fælde hele planten.

Når man har høstet sukkerrørene, skal man til at presse sukkeret ud af rørene. Det er man nødt til at bruge en stærk maskine til. Når man presser rørene hårdt nok, kommer der noget klistret væske ud. Det kalder man sukkerrørssaft. I Nicaragua bruger man mange steder okser til at drive sukkerrørsmøllen rundt. De går rundt og rundt i en cirkel omkring møllen, og driver langsomt et stempel ned over sukkerrørene.

Så bliver rørene presset hårdt sammen. Sukkerrørssaften siver ned i en tønde under møllen. For at lave sukker, koger man saften ind til en tyk sirup. Siruppen bliver langsomt til sukkerkrystaller, når den varmes op.

Så tørrer man krystallerne med en kæmpestor maskine, der minder lidt om en hårtørrer. Nu er krystallerne blevet til hvidt sukker, som er klar til at blive pakket i poser.