Skrald i Nicaragua

Sidst ændret
24.04.2018

Du har sikkert allerede læst LæseRaket-historierne om Flora og Tonio, som arbejder på lossepladsen La Chureca i Nicaraguas hovedstad Managua. Du læste, hvordan børnene må rode rundt mellem batterier, kanyler, afføring og kemisk affald. På den måde finder de frem til nogle få genstande, som deres familier lever af at sælge videre. Men familierne er ofte syge på skift, fordi arbejdet med skraldet er farligt og meget usundt.

Genbrug i Nicaragua

På billedet kan du se den genbrugsstation, der er ved at blive bygget tæt på La Chureca-lossepladsen. I Nicaragua er man begyndt at gøre noget ved det store affaldsproblem. Flora fortalte blandt andet, hvordan hun hjælper de voksne med at lære at læse og skrive, så de kan få arbejde på genbrugsstationen.

Når genbrugsstationen åbner vil affaldet ikke længere blive smidt på La Chureca. I stedet skal det sorteres og behandles forsigtigt på den nye genbrugsstation.

Hvis Floras og Tonios familier kan få job på genbrugsstationen, skal de altså ikke længere rode rundt i det farlige affald på La Chureca. Så kan de i stedet tjene deres penge ved at få rigtig løn fra genbrugsstationen, hvor man ikke kommer i nærkontakt med det farlige skrald.