Skrald i Danmark

Sidst ændret
24.04.2018

En losseplads som La Chureca i Nicaragua er meget anderledes end de lossepladser, vi har her i Danmark.

Måske har du lagt mærke til, at mange affaldscontainere har tydelige mærkater på, hvor der står, hvad man må putte i dem. I nogle containere smider vi glas, mens andre containere er til pap og papir.

Vores køkkenaffald kan vi igen sortere i kompost og skrald. Kompost kan for eksempel være bananskralder eller stenen fra en avocado. Den type skrald rådner nemlig af sig selv og bliver efterhånden til muldjord. Derfor behøver man ikke at brænde det, for at få det til at forsvinde. Resten af skraldet, som for eksempel mælkekartoner eller leverpostejsbakker, ryger i de almindelige affaldscontainere.

Læs om, hvad der sker med skraldet i naturen.

Ikke røre

Når containerne er fyldte, kommer skraldebilen og tømmer dem. Derefter kører skraldebilen affaldet til forbrændingsanlægget eller til andre steder, hvor det ikke kan skade hverken mennesker eller naturen.

På forbrændingsanlægget bliver affaldet hældt direkte over i nogle enorme siloer. Derfra sørger en kran for at løfte affaldet over i en stor ovn, hvor det bliver brændt ved meget høj varme. Fra affaldet lander i skraldebilen, til det bliver brændt af, er der ingen mennesker, der rører ved det. Det er netop for at sikre, at de mennesker der arbejder med skraldet i Danmark, ikke bliver syge.