Skovfældning

Sidst ændret
24.04.2018

Når man taler om, at skoven forsvinder, kaldes det afskovning eller skovfældning. Konsekvenserne af skovfældning er rigtig mange. Det kan skabe tørke eller oversvømmelse. Derfor er der mange langsigtede konsekvenser, når skoven forsvinder. Det kan skabe fattigdom, sult og måske endda voldelige konflikter mellem befolkningsgrupper. Når skoven forsvinder, stiger sårbarheden overfor klimaforandringer, og man havner i en ond cirkel.

Hvem ejer jorden?

I Nicaragua er der forvirring om, hvem der ejer jorden. Gennem tiden har forskellige regeringer givet forskellige folk rettigheder og papirer på jord. Men papirerne er enten ikke ægte, eller måske er der ingen, der tror på dem i dag.

I Nicaragua ejer 6 % af befolkningen over 65 % af jorden. Nogle gange, er der bare en rig mand, der har sagt til alle andre i landsbyen, at jorden er hans. Så er der måske ikke nogen, der tør protestere. Andre gange kan det være, at en familie har dyrket jorden i mange år, og siger det er deres, uden at de har papirer på det.

Skovdrift og kampen mod fattigdom

Skoven er meget værd, når man gør det op i penge. Samtidig har skoven stor værdi for de mennesker, der bor i skoven og for miljøet. Skoven kan ikke alene hjælpe mennesker ud af fattigdom, men den kan være et skridt på vejen. Skoven kan især være en hjælp i de områder, hvor der er størst fattigdom. Menneskene, der bor ved skoven, lever af den. De jager nogle af dyrene og spiser planterne. Det kan også ske, de bruger nogle af planterne til medicin. Derfor er skoven vigtig for dem.

Det er en stor fordel, når lokale grupper af mennesker, får lov til selv at eje og bestemme over skoven i deres område. På den måde kan de bruge den, som det passer bedst ind i deres levevis. Samtidigt kan de måske være med til at sikre, at der ikke kommer store firmaer og fælder en masse skov, uden at de har fået lov.