Påske i Nicaragua

Sidst ændret
24.04.2018

I Nicaragua går de meget op i fejringen af påsken. Men de gør det ikke ved at lave gækkebreve og spise chokoladepåskeæg, som mange gør her i Danmark. I påskeugen arrangerer den katolske kirke optog i alle byer rundt om i Nicaragua, og faktisk er det den travleste tid for de religiøse. Påskeugen hedder ’Semana Santa’ på spansk, som betyder Den Hellige Uge.

Æseloptog

Palmesøndag er der æseloptog, hvor en statue af Jesus eller en person, der er klædt ud som Jesus, rider på et æsel. En præst går i optoget sammen med medlemmer af menigheden, jesusfiguren og æselet, og de bærer på palmeblade. Optoget skal minde folk om dengang, Jesus red ind i Jerusalem på ryggen af et æsel, hvor han blev modtaget af en menneskemængde, der viftede med palmeblade foran ham.

Mørkeoptog

Om morgenen på Langfredag er der optog gennem byerne, som skal symbolisere Jesus’ død og begravelse. Det hedder Mørkeoptoget. Det er et meget højtideligt optog, hvor en Jesusstatue i en kiste bliver transporteret rundt i byen, mens folk med fakler følger efter uden at sige et ord.

Genforeningen

I modsætning til Mørkeoptoget er genforeningsoptoget fuld af musik. En Jesusstatue bliver båret gennem byen fra én kirke, mens en Mariastatue bliver transporteret fra en anden. Til sidst mødes de to statuer et bestemt sted i byen, og folk spiller musik og beder bønner for at vise deres glæde. Optoget symboliserer Jesus’ genforening med Maria efter hans genopstandelse.

På Østkysten

På Østkysten, hvor de fleste tilhører den Herrnutiske Brødremenighed, mødes folk på kirkegården på Påskesøndag. Her er der gudstjeneste, og bagefter hjælper folk til med at vedligeholde gravstederne. Du  kan læse mere om den Herrnutiske Brødremenighed HER. Deres påsketradition minder om De Dødes Dag, som du kan læse om HER.