Nicaraguas historie

Sidst ændret
24.04.2018

Spaniere og amerikanere bestemmer over Nicaragua

I 1502 kom den spanske opdagelsesrejsende Columbus for første gang til Nicaragua. Siden dengang og helt frem til 1900-tallet ville spanierne og amerikanerne gerne bestemme i Nicaragua.

De ville gerne bestemme, hvordan tingene skulle fungere, og hvordan landet skulle ledes. For eksempel var der en amerikansk mand, der hed William Walker, som udråbte sig selv som Nicaraguas præsident i 1856. Men nicaraguanerne ville ikke finde sig i det, så efter et år smed de ham ud af landet.

I 1920’erne havde de nicaraguanske folk igen fået nok. De var både trætte af amerikanerne og af landets egen regering. Derfor bestemte en mand, der hed Augusto Sandino, sig for at samle en masse mennesker, så de kunne gøre oprør sammen. På den måde blev han leder af en bondehær på 3000 soldater.

Somoza diktatur

I 1933 blev Sandino myrdet, og kort efter blev ham, der stod bag mordet, præsident i Nicaragua. Han hed Somoza, og han var ikke nogen rar præsident.

Faktisk kalder man den tid, hvor han bestemte over Nicaragua, for et diktatur. I 1956 blev han myrdet. Så fik hans søn og barnebarn magten, og de fortsatte Somoza diktaturet.

Revolution

I 1960’erne begyndte folk at gå til oprør, fordi de var utilfredse med diktaturet og med at blive undertrykt. Det var en lang og blodig kamp, og da revolutionen endelig sejrede i 1979, havde 50.000 mennesker mistet livet.

Nu blev Nicaragua ledet af ’sandinisterne’ som var dem, der havde stået i spidsen for revolutionen.

Kontrarevolution: kamp mod sandinisterne

USA kunne ikke lide sandinisterne, og derfor begyndte de at samle folk i grupper, som skulle kæmpe imod dem. Grupperne blev kaldt ’kontra’erne’, som betyder ’imod’ på spansk.

Det var endnu en lang kamp, men i 1990 blev der lavet en aftale om, at kontra’erne skulle nedlægge sine våben, og så var kontrarevolutionen forbi.

Forskellige præsidenter

Siden har Nicaragua haft mange forskellige præsidenter. Blandt andet har de haft Mellemamerikas første kvindelige præsident. De har også haft én, der viste sig at være én af de allermest korrupte præsidenter i verden.

Nu er Daniel Ortega præsident for tredje gang. Han er formand for et parti, der hedder FSLN (Den Sandinistiske Befrielsesfront). Det er det parti, der i 1960’erne var med til at starte revolutionen.