Nicaragua: Varmt og fugtigt

Sidst ændret
24.04.2018

Hvis du elsker at gå rundt i shorts og t-shirt, er Nicaragua noget for dig. I Nicaragua bliver det nemlig aldrig rigtig vinter med frost og kulde. Faktisk når temperaturen sjældent under 15 grader. det sker kun om natten i den del af landet, som består af høje bjerge. Når der aldrig er frostvejr og sne i et land, og temperaturen altid ligger over 15 grader, siger man, at landet har et tropisk klima.

Tæt på ækvator

Grunden til, at temperaturen ikke svinger ret meget i Nicaragua er, at Nicaragua ligger tæt på ækvator. Ækvator er det sted på kloden, hvor solen varmer mest.

Forestil dig, at du spænder et bredt bælte omkring din mave. Og forestil dig så, at der hvor bæltet sidder, er det meget varmere end på resten af kroppen. På samme måde ligger ækvator som et varmt bælte omkring vores runde jordklode. Nicaragua ligger lige midt i ækvator-bæltet. Her er dagene varme med temperaturer, der tit når over 30 grader – nogle gange endda over 40 grader. Om natten behøver folk ikke at pakke sig ind i store dyner, for her når temperaturen ikke særlig tit under 20 grader.

Klam – på den fugtige måde

Tropevejret i Nicaragua kan godt være lidt af en klam fornøjelse. Varmen føles nemlig meget anderledes, end vi er vant til på en varm sommerdag i Danmark. Det er fordi, at luftfugtigheden i Nicaragua er meget høj. Luftfugtigheden er et mål for, hvor meget vanddamp, der er i luften. Når det er meget varmt, indeholder luften mere vanddamp.