Machismo

Sidst ændret
24.04.2018

I Nicaragua – og i resten af Latinamerika – findes der et fænomen, der hedder machismo.

Det er en særlig kultur, hvor mændene bestemmer næsten alt.

Manden er familiens overhoved

I machismo-kulturen er manden familiens overhoved. Engang havde Nicaragua en lov, der sagde, at manden bestemte over familien. 
Det var også manden, der bestemte, om et par skulle skilles. Den lov er blevet lavet om.

Alligevel er det stadig manden, der bestemmer i mange familier i Nicaragua, og kvinderne har ofte ikke meget at skulle have sagt.

Kvinden holder sammen på familien

I machismo-kulturen er kvindens vigtigste roller at være mor og kone. Det er vigtigt, at hun viser respekt overfor sin mand og sine brødre. 
Ellers bliver hun måske slået af sin mand.
Det er ikke unormalt, at mænd har børn med flere forskellige kvinder.
Mange mænd kan godt finde på at rejse væk og overlade kone og børn til dem selv.
Derfor er det ofte kvinden, der holder sammen på familien.

Der er mange nicaraguanere, der er trætte af, at det er sådan. De kæmper for at afskaffe machismo, så kvinder og mænd bliver mere lige.
Der findes for eksempel mange kvindeorganisationer, som arbejder for kvinders rettigheder. 

Teacher instructions