Kartoflen, majs og quinoa
Kartoflen
I Bolivia begyndte det oprindelige folk at dyrke kartoflen for over 8.000 år siden. Det siges, at kartoflen stammer fra Bolivia. Der findes over 200 forskellige slags kartofler, og af dem kan man finde over 3.000 forskellige varianter. Det er derfor ikke underligt, at kartoflen er omdrejningspunktet i boliviansk madlavning, og at den kan tilberedes på alle tænkelige måder. I Danmark spiser vi omkring 70 kilo kartofler pr. person om året, i Bolivia spiser de mellem 30 til 180 kilo mere pr. person (Martinez, Christian: Turen går til Peru og Bolivia, 2010).
Majs
En anden vigtig ingrediens i det bolivianske køkken er majs. Majs bruges til fyld i bananblade og gryderetter. Den bruges også til at lave en drik der hedder chicha. det er en boliviansk majsøl. Bolivianerne drikker majsøllen til alle lejligheder - både til hverdag og fest. En anden drik lavet af majs er Api. Api er akoholfri og lavet af en majssort, der er mørkelilla. Man krydder Api med kanel, nelliker, sukker og citron. Det er den drik, pigen Lezly får i frikvateret på sin skole.
Quinoa
Quinoa er en helt særlig kornsort, der dyrkes på Bolivias højlandssletter. Kornsorten er meget speciel, fordi den kan gro 4.000 meter over havets overflade. Quinoa planten er gulgrøn, og kornet minder lidt om bulgur. Quinoa dyrkes helt økologisk efter gamle metoder, der er gået i arv fra generation til generation.
Quinoa er ikke kun god til at spise, den er også en god indtægtskilde for bønderne. Quinoa eksporteres blandt andet til USA, Europa og Australien og bliver mere og mere populær.