Anne Linaa Leavy og Kasper Gabs Hansen har været med IBIS’ LæseKaravane i Liberia. Her har de med egne øjne set de projekter, IBIS i tæt samarbejde med lokalsamfundet, har været med til at oprette. Og de er ikke i tvivl: Det nytter rigtig meget.

”Det har givet mig så meget at se, hvordan udviklingsarbejde fungerer i praksis, og dermed se pointen med IBIS’ arbejde ude i verden,” fortæller Anne, der i løbet af den 14 dage lange rundrejse har besøgt mere end 15 IBIS-skoler i Liberia.
Det har været en hård rejse med timelange køreture på hullede jordveje, og mus og kakerlakker som sengekammerater.
”Jeg har rejst rigtig meget, men jeg har aldrig før rejst på denne her måde. Det har været helt anderledes og meget mere udfordrende,” siger Kasper.

Selv om det vestafrikanske land har været præget af borgerkrig i mange år, oplevede de to frivillige en overvældende gæstfrihed og positivitet fra liberianerne, der hellere vil snakke om fremtiden end om fortiden. Men til trods for den vilje og lyst, der er til at komme videre, er der brug for IBIS’ hjælp og støtte, vurderer både Anne og Kasper. Liberianerne har brug for helt basale færdigheder for at kunne føre deres land videre.

Prisen på 15 bananer

At de basale færdigheder er essentielle, blev klart, da Anne en dag var på markedet og skulle købe 15 bananer. Stykprisen var fastsat, men ingen af sælgerne på markedet kunne regne ud, hvad 15 bananer skulle koste.
”Er de grundlæggende færdigheder såsom at regne og skrive ikke på plads, kan det være svært at få handel, vækst, økonomi, infrastruktur, skoler osv. op at køre,” siger Kasper.
”Uddannelse og udvikling hænger bare uløseligt sammen,” understreger han.

Også på det personlige plan har uddannelse en kæmpe betydning, fremhæver Anne. Hos nogle af de familier de besøgte, oplevede de en særlig stolthed over at kunne sende et barn i skole frem for på arbejde. Men for andre familier kan det stadig være svært at se den umiddelbare nytte af skolen - især når man mangler mad og penge. Udfordringen er derfor at fastholde forældrenes opbakning til deres børns skolegang, mener Anne. Og lige netop derfor er der brug for en helt særlig nærhed og kontakt med det lokalmiljø, man opretter en skole i. IBIS’ danske og liberianske personale spiller her en afgørende rolle.

Det kræver ildsjæle at lykkedes

”Nærhed er det aller vigtigste. Man kan ikke organisere sådan noget med succes ved at sidde på et kontor hjemme i Danmark. Så sker der ikke noget. Man skal være der. Og IBIS skal være der for at sikre en god begyndelse,” siger Kasper Gabs Hansen, der på samme tid peger på, at ”der sker i hvert tilfælde ikke noget, hvis IBIS ikke er der.”
Anne forklarer videre, at IBIS arbejder i nogle ekstremt utilgængelige områder i Liberia, hvor der ikke er andre, der arbejder med skolegang.

”Det kræver virkelig noget af medarbejderne i IBIS, men IBIS har personer, som vil og kan. Og derfor synes jeg helt klart, at det nytter noget. Det nytter, fordi der er ildsjæle."
Den største erkendelse, de to hjemvendte fra LæseKaravanen har gjort sig, er derfor klar: ”Det kræver ressourcer, og det kræver konstant arbejde at få et udviklingsprojekt til at lykkedes. Vi så og oplevede, at IBIS har folk, der gør en kæmpe indsats. Og det var nok den største oplevelse,” siger Kasper, der sammen med Anne snart drager rundt på 50 af landets skoler sammen med resten af LæseKaravanen for at fortælle om deres mange oplevelser i Liberia.

Anne Linaa Leavy er 23 år og fra Horsens. Til daglig studerer hun Internationale Udviklingsstudier på Roskilde Universitet

Kasper Gabs Hansen er 27 år og fra Herning. Han studerer til daglig jura på Københavns Universitet.

Main picture
Image border
Yes
Picture format
Wide screen
Image author
Foto: Tom Theusen
Photograph description
Hele LæseKaravanen - det er Kasper og Anne bagest til venstre
Issue Author
Iben Bjørgulf Antonsen
Category
Countries