Engang var der en dame, som havde en ung datter. De to var oprindelige, indianske folk, og moren sagde altid til sin datter, at slaverne, som hun kaldte det indianske folk, ikke kunne blande sig med spanierne.
Hun sagde nemlig, at spanierne var bødler.

Alligevel forelskede pigen sig i en spanier. Hun blev gravid, og lige før hun skulle føde, rejste spanieren væk. Hun tiggede og bad ham om at tage hende med sig, men uanset hvor meget hun anstrengte sig, ville han ikke tage hende med.

Da pigen fødte, var hun så fortvivlet og ked af at være blevet forladt af sin store kærlighed, at hun smed det lille barn i floden. Men med det samme hørte hun en stemme jamre ”Åh mor, åh mor, åh mor!”.

Hun fortrød straks, hvad hun havde gjort og sprang i vandet for at redde barnet. Men det var for sent, og til sidst måtte hun give op. Pigen blev ved med at høre barnet græde og kalde på hende. Hun endte med at blive sindssyg. Hun begyndte at gå rundt i gaderne og græde og jamre, og sådan fik hun tilnavnet Grædekonen.

Grædekonen døde, men hendes sjæl bliver ved med at flakke omkring, og om natten kan man stadig høre hendes skrig.