Giv pigerne power

Giv pigerne power
Pigerne fra 5. klasse er aktive i timerne Foto: William Vest-Lillesøe

Hvert år giver IBIS i arbejdet med LæseRaketten mulighed for at samle ind til et projekt. I år har vi valgt at samle ind til pigerne. Og det er der en særlig grund til.

Ligestilling og uddannelse

Sierra Leone er et af de fattigste lande i verden. Der er brug for alle for at skabe udvikling i landet. Derfor er det vigtigt med uddannelse og med ligestilling. Når piger og kvinder ikke får mulighed for at uddanne sig eller ikke får en ordentlig løn for deres arbejde, så påvirker det hele samfundet. Og det bliver sværere at komme væk fra fattigdommen. FN´s 2015 mål nr. 3 handler om ligestilling og om at forbedre kvinders rettigheder.

Pigerne i skolen

I mange fattige lande går det fremad med at få både piger og drenge indskrevet i skolen. Det ser også ganske fint ud i Sierra Leone. Her starter 9 piger for hver 10 drenge i grundskolen. På ungdomsuddannelserne falder tallet til 7 piger for hver 10 drenge. Mange piger bliver taget ud af skolen af flere grunde. Det kan være, de skal hjælpe til derhjemme, at familierne ikke har råd, de skal giftes eller er blevet gravide.

Det er vigtigt at støtte pigerne og deres familier – især i landsbyerne – så alle kan se meningen med at beholde pigerne i skolen.

I Sierra Leone er der mere end 60 % af de voksne, der ikke kan læse og skrive. Det er derfor ekstra vigtigt, at børnene – både pigerne og drengene – bliver i skolen og lærer det.

Rollemodeller


Her underviser en kvindelig lærer i skolen i Koidu - Foto: Maria Becher Trier

Når vi taler om videregående uddannelser er forskellen endnu større. Her går kun 4 piger/kvinder for hver 10 drenge/mænd. Og forskellen er størst ude på landet. Pigerne i de små landsbyskoler møder ikke mange uddannede kvinder. Måske et par sygeplejersker på en lokal sundhedsklinik eller en enkelt kvindelig lærer. I LæseRaketten kan I læse historien om Musu på 12 år, som kom med på en tur til Sierra Leones næststørste by. Her ser hun for første gang en kvinde, der kører bil. Det er vigtigt, at pigerne opdager, at der er andre muligheder for dem.

De kvindelige politikere

I 2014 er der 19 lande i verden, der har en kvinde som statsleder. Og i den fattige del af verden er mindre end hver fjerde politiker en kvinde. Også den statistik må forbedres.

Se oversigt over verdens kvindelige ledere fra februar 2014.