Før europæerne kom til Sierra Leone
Der har boet mennesker i det område, der i dag hedder Sierra Leone, i mere end 300.000 år. Det ved vi, fordi der er fundet ting i jorden. Folk levede som jægere og samlere. De gik på jagt og spiste de dyr, de fangede. Og så samlede de planter, der kunne spises.
Senere begyndte de at dyrke jorden og holde dyr, præcis som i Danmark. Dengang var Nord- og Vestafrika opdelt i forskellige store riger, som handlede med hinanden.
Store karavaner af købmænd rejste gennem Saharas ørken. De rejste fra nord til syd med salt, klæder og andre luksusvarer. Dengang handlede man ikke med penge. Man byttede varerne for guld, elfenben og kola-nødder, som der var meget af i Vestafrika.
Der var også slaver, før europæerne kom
Hele Vestafrika var inddelt i små kongedømmer. Alle kongerigerne havde en konge, som bestemte over en række høvdinge. Høvdingene havde gerne flere koner og slaver. De lokale kendte til slaveri længe før europæerne kom. I kongerigerne kunne man blive gjort til slave, hvis man havde gæld eller tabte i krig. Det kunne også være en straf, hvis man havde gjort noget ulovligt.
Den lokale form for slaveri var anderledes end den, som europæerne skabte. En slave i kongerigerne kunne frit gifte sig og eje jord. Han kunne også arve sin herres formue.