Dyrene i regnskoven

Dyrene i regnskoven
Dværgbæltedyr Foto: Hanne Selnæs

Man regner med, at over halvdelen af alle dyre- og plantearter lever i regnskovene, til trods for at regnskovene kun dækker omkring 5 % af landjorden. Foreløbig har man fundet ca. 2 millioner arter, men man regner med, at der er omkring 30 millioner dyrearter i regnskoven. De fleste dyrearter i regnskoven er ikke særligt store og rigtig mange af dem lever i trætoppene. Otte ud af ti dyrearter er insekter, der blot er på størrelse med en 1-krone.

En af årsagerne til de mange dyrearter er regnskovenes høje alder, som nogle steder i Sydamerika og Asien menes at være mellem 60 og 80 mio. år. I de mange mio. år har både dyr og planter haft tid til at udvikle sig. Derfor er der mange specielle dyr og planter i den tropiske regnskov, som kun lever helt bestemte steder og lever af en helt bestemt slags føde. Mange af arterne er helt afhængige af hinanden på kryds og tværs og hvis bare én art forsvinder, vil mange andre arter blive påvirket.

Livet i trækronerne

Halvdelen af Jordens dyrearter lever i de tropiske regnskove og mange af dem lever i trætoppene. Der bor endda frøer oppe i træerne.


 

Der er også millioner af insekter, der lever i træerne. Faktisk ved man slet ikke hvor mange der er i alt, men man har engang fundet 33 forskellige arter af myrer på det samme træ. Blandt andet derfor er det altså vigtigt at passe på regnskovens træer. De er jo også hjem for mange forskellige aber, firben, fugle, slanger og mange andre dyrearter.

Livet på skovbunden

Men det er ikke kun over jorden, der sker noget i regnskoven. Nede i jorden har masser af smådyr, svampe og bakterier travlt med at nedbryde døde dyr og planter. De deler de døde ting op i mindre og mindre stykker, og til sidst er det blevet til muld. Fordi der er så varmt og fugtigt i regnskoven, arbejder bakterier og svampe ekstra hurtigt. Et blad kan være helt nedbrudt efter kun fem uger. Det betyder, at den næring, der var i bladet, igen kommer ud i jorden, så planterne kan genbruge det.

Planterne er hurtige til at optage næringen, så der er ikke ret meget næring tilovers i regnskovsjord. Derfor er det ikke nogen god idé at fælde regnskoven for at lave landbrug eller plantager. Det er jorden alt for dårlig til.

Teksten er skrevet af Randers Regnskov. Du kan lære mere på om regnskoven på Randers Regnskovs hjemmeside