Årets mest fantasifulde indsamling

Eleverne på Frøbjerg Orte Friskole er blandt de mange klasser, der har ladet fantasien få frit løb. Deres indsamling er kåret til årets mest fantasifulde. De vinder is til hele skolen.

Listen af aktiviteter, som elever landet over har stablet på benene er lang: Sponsorløb på en forhindringsbane, børneloppemarked, ponyridning, ansigtsmaling og meget andet.

"Der er rigtig mange gode og meget originale indsamlinger i år. Klasserne, der vandt, havde kombineret mange forskellige måder at samle ind på, og havde toppet det hele af med deres eget personlige touch" siger årets overdommer for den fantasifulde indsamling, Jette Luna, der til daglig er uddannelsesrådgiver for IBIS.

Prikken over i’et i friskolens store indsamling, var konkurrencerne om at gætte længden på læreren Asgers skæg, hvor meget gravide Dorthe vejer, og hvor høj skolelederen er. Den mest fantasifulde indsamling bliver valgt ud fra de metoder, der bliver brugt til indsamlingen, og altså ikke beløbets størrelse. Det kan dog betale sig, at lade fantasien flyde. Hele 15.324,50 kr. samlede eleverne på Frøbjerg Orte Friskole ind.

Et stort tillykke til eleverne på Frøbjerg Orte Friskole. Også en stor tak til alle jer andre, der har samlet ind på fantasifuld vis!