Foto: Kristian Lytken Laursen

Af:

Kristian Lytken Laursen

”Hvis vi ikke ved noget om verdensmålene, ved vi heller ikke hvordan vi kan løse dem,” sagde Ella, en af de seks verdensmålsambassadører fra 8. klasse på Randersgade Skole og Skolen på Islands Brygge, da Verdenstimen 2017 blev skudt i gang på Københavns Rådhus. På Ungdommens Folkemøde lærte elever fra folkeskolens ældste klasser og ungdomsuddannelserne om verdensmålene gennem bingo, lykkehjulsquiz og verdensmål-gif.

For tredje år i træk har Verdenstimen sat fokus på verdensmålene og behovet for at sætte dem på skoleskemaet, så de børn og unge, der er generation verdensmål, kan være med til at nå at opfylde dem inden 2030.

På Københavns Rådhus havde Pia Allerslev,  børne- og ungdomsborgmester, budt indenfor til lancering af Verdenstimen, fordi Københavns Kommune har besluttet, at alle kommunens skoler skal arbejde med verdensmålene. Ambassadørerne for verdensmålene benyttede lejligheden til at fortælle  politikerne, herunder udviklingsminister Ulla Tørnæs, hvorfor det er så vigtigt at have verdensmålene på skoleskemaet.

Se video fra lanceringen på Københavns Rådhus, der indledtes med en verdensmålssang før politikere og verdensmålsambassadører holdt taler:

Video: Kristian Lytken Laursen

På Rådhuset fortsatte Ella: ”Det er virkelig vigtigt at vi unge er forberedt til den kæmpe opgave, vi står overfor. Når det bliver vores tur, er det vigtigt at vi allerede har ideer at arbejde ud fra, og dem skal vi lære nu, med hjælp fra hinanden, lærerne, politikerne og vores sunde fornuft.”

På Ungdommens Folkemøde i uge 36 kunne  eleverne  fra grundskolens ældste klasser og ungdomsuddannelserne møde verdensmålene gennem forskellige sjove aktiviteter som bingo, lykkehjul og en photo booth, hvor man kunne blive fotograferet med det verdensmål, man synes er særligt vigtigt at kæmpe for at opnå, og komme med i den store verdensmål-gif.

Verdenstimen er en del af den internationale kampagne World’s Largest Lesson, der afholdes i over 100 lande i verden. I Danmark sætter vi særligt fokus på kampagnen i uge 36, men undervisningsmaterialerne  om verdensmålene på verdenstimen.dk kan bruges året rundt.

Hent Verdenstimen plakaten til print: Verdenstimeplakat 2017