Engang var der ikke nogen lande i verden. Der var ikke noget, som hed hverken Danmark eller Sydsudan. I dag er hele jorden delt op i lande. Det er os mennesker, som har tegnet landenes grænser. Nogle gange har vi tegnet dem godt og andre gange dårligt.

Sudans grænser blev tegnet meget dårligt. Mens Egypten og England bestemte, gjorde de Sudan til ét stort land. De var ligeglade med, at der boede mange folk med helt forskellige sprog og skikke. Især nord og syd var vidt forskellige. De havde altid været adskilt af naturlige barrierer.

Forskelsbehandling

England gjorde det ikke nemmere. De gjorde forskel på nord og syd. I nord byggede de jernbaner og elektricitet. I syd var der ingen udvikling. I nord var flertallet muslimer. I syd troede folk på ånder, og England sendte missionærer ned for at gøre folk kristne. I nord talte flertallet arabisk. I syd blev der undervist på engelsk i skolerne. 

Borgerkrig i Sudan


En sydsudansk mand holder et gevær. Der er mange våben i landet efter 50 år med krig.
Foto: Steve Evans / CC

Da koloniherrerne forlod Sudan i 1956, var landet dybt splittet. Folk i nord havde fået magten. Arabisk blev Sudans officielle sprog, selvom ingen i syd talte arabisk. Folk i syd var bange for, at nord skulle bestemme det hele. Derfor gjorde folk sydpå oprør.

De næste 50 år var der krig i Sudan. Det var en borgerkrig, hvor forskellige folk kæmpede mod hinanden. I perioder var der våbenhvile, men så blussede krigen op igen. I det ene øjeblik gav en præsident Sydsudan lov at bestemme mere selv. I det næste øjeblik kom en ny præsident og indførte muslimske sharialove i hele landet.

Det var først i år 2005, at nord og syd sluttede fred. Da havde mange millioner mennesker mistet livet.