Foto: Wikimedia Commons

Selvom Sydsudan er et ungt land, går folkets og områdets historie langt tilbage. Musikken bærer traditionerne videre. Samtidig bringer musikken nye ting og forandringer med sig.

Den traditionelle musik i Sydsudan har anderledes rytmer, end vi kender i Danmark, hvor man ofte kan tælle til fire. I stedet skal man tælle til 5, 6 eller 7 – og i nogle sange skifter det i løbet af sangen. Det kaldes poly-rytmik.
I andre sange kan man godt tælle til fire, selvom det føles, som om linjerne er delt i tre.

Musikken er også påvirket af musikken fra nabolandene Etiopien, Kenya og Uganda, hvor sydsudanere er flygtet til og kommet hjem fra. Og så har musikken toner og klange fra arabisk kultur, som især kommer fra dengang Sudan og Sydsudan var ét land.

Traditionelle sange handler tit om hverdagsting. Der er mange arbejdssange, der handler om at gøre markerne klar til at blive sået eller om at stampe ler-gulve, når man bygger huse. Sangene blev både brugt til at holde rytmen og som motivationen til arbejdet.

Musik er også blevet brugt til at markere Sydsudans selvstændighed.

Lyt til sangen ”Jutku Alam”. Sangens navn betyder ”Rejs flaget”. At have sit eget flag er et stærkt symbol på at være et selvstændigt land:

 

Moderne musik i Sydsudan strømmer ofte ud fra mobiltelefoner og skrattende radioer. Flere mennesker har adgang til internettet. Især bliver der lyttet til musik med politiske budskaber.

En politisk bevægelse af unge laver musik og kunst imod krig. De kalder sig Anataban, som betyder ”jeg er træt”. De er trætte af Sydsudans situation med ufred og vold. Anataban har paralleller til en lignende bevægelse i Syrien, som også vil have fred nu.

Lyt til Anataban:

 

Sangeren Emmanuel Jal er tidligere børnesoldat. Han flygtede til Kenya og fandt styrke i at lave musik med politiske budskaber. I dag rejser han rundt i hele verden og fortæller om sit liv og om sit hjemland.

Lyt til Emmanuel Jals sang, der handler om, at sydsudanere vil have fred: