Folk på gaden fejrer Sydsudans selvstændighed. - Foto: Steve Evans

Omkring år 2000 lagde udlandet større pres på Sudans regering. Der skulle findes en løsning på borgerkrigen.

De to stridende grupper mødtes for at forhandle om fred. På den ene side af bordet sad Sudans præsident Omar al-Bashir. Han havde taget magten i 1989 og været meget hård mod Sydsudan. På den anden side af bordet sad John Garang. Han havde været leder af SPLM, Sydsudans Frihedsbevægelse, siden 1983.

Efter at have været uvenner i så mange år, er det ikke nemt at blive venner igen. Alligevel blev de enige om en fredsaftale i 2005. I aftalen stod der, at sydsudanerne skulle have lov at stemme om deres fremtid.

Sydsudans fødsel

I 2011 gik sydsudanerne til valg. Flertallet bestemte, at Sydsudan skulle være et selvstændigt land. Det gamle Sudan blev delt i to, og Sydsudan blev det yngste land i verden.

I Sudan var de utilfredse med valget. De havde håbet, at Sudan kunne forblive ét samlet land. Derfor er de to nabolande ikke gode venner. De skændes om flere ting, men især om olie.

I Sydsudan har de meget olie. De vil gerne sælge olien til udlandet, men den eneste vej til udlandet går gennem Sudan. De skal betale for transporten til Sudan, men de er uenige om prisen. Der er også nogle grænseområder med meget olie, som både Sudan og Sydsudan vil bestemme over.