Den Hvide Nil bugter sig gennem Sydsudan og har været en vigtig kilde til liv gennem tusinder af år. - Foto: Yann Arthus Bertrand

Nilen er den største flod i Afrika. Den bugter sig igennem det afrikanske landskab, og er en vigtig kilde til liv i flere lande.

Nilen er 6650 km lang. Det gør den til den næst-længste flod i verden. Den længste flod er Amazonfloden i Brasilien med 6800 km. De to floder er så lange, at de kan ses fra rummet.

Nilen dannes af to floder. Den Hvide Nil, der kommer fra Uganda, møder Den Blå Nil, der kommer fra Etiopien. De samles i Sudans hovedstad Khartoum. Det er Den Hvide Nil, der løber igennem Sydsudan.

Omkring Nilens bredder er mange landsbyer og større byer. Folk lever af landbrug og kvægdrift omkring floden, og dyrene søger mod Nilens flodbreder for at drikke vand.

I Sydsudan løber halvdelen af Nilens vand ud i et af verdens største sumpområder al-Sudd. På grund af det flade landskab, oversvømmes et område på 130.000 km2. Det er et område, der er 3 gange så stort som Danmark.