Maskedans - trin 1

Som du kunne læse under musik og dans, har liberianerne en særlig maskedans, som de opfører til særlige lejligheder. Dette kaldes et ritual. Et ritual er en handling, der gentages flere gange, og hver gang udføres det på samme måde. Et eksempel fra Danmark er, når præsten i kirken kommer vand på babyens hoved, når den skal døbes.

I Liberia bruger man maskedansen til at vise, at der sker noget nyt. Den bruges, når børn går fra at være børn til at blive voksne. Lidt ligesom når børn i Danmark bliver konfirmerede. Men hvis man tager en tur til Liberia, kan det være svært at finde nogen, der har lyst til at opføre maskedansen. Mange liberianske ritualer, inkl. maskedansene, er nemlig hemmelige, og man skal være meget heldig for at få lov til at se det. Men en, man måske kan være heldig at få at se, er den dansende djævel, som går rundt i landsbyerne. Den dansende djævel har også en maske på og danser vildt og springer omkring i landsbyerne. Den vil gerne have penge af folk. Mange børn er bange for den, og løber indenfor, når den kommer forbi.

Læs mere om maskedans under musik og dans. Her kan du blandt andet se danse- og tromme videoer fra Liberia.