Foto: Kasper Jerichow

Vejr og klima i Guatemala

Sidst ændret
29.06.2020

Vejret i Guatemala er ikke ens. I bjergene er det tørt og køligt. Ved kysten og i regnskoven er der fugtigt og meget varmt.

Guatemala ligger i tre klimazoner. To store bjergkæder deler landet i tre områder: Kysten, højlandet og regnskoven. De tre regioner har forskelligt vejr og klima.

Guatemala har kyst både til Stillehavet og Det Caribiske Hav. Klimaet ved kysten er varmt. Derfor er jorden god til landbrug. Der kan gro afgrøder som sukkerrør og mango.

I højlandet er luften køligere end ved kysten. Om natten kan temperaturen komme ned under frysepunktet. Om dagen når solen skinner minder klimaet om en dansk sommerdag.

En stor del af det nordlige Guatemala er dækket af regnskov. I regnskoven er temperaturen høj, og det regner meget. Derfor kan der leve mange forskellige planter og dyr.

Guatemala har to årstider

Guatemala har kun to årstider: regntid (fra maj til oktober) og tørtid (fra november til april). Når det regner, regner det ofte meget kraftigt, og det er næsten som at stå under en bruser. Den kraftige regn varer som regel kun få timer. Bagefter skinner solen. Det kaldes tropisk regn. Selv om det er regntid, regner det altså ikke hele tiden.

På landet lever folk af de afgrøder, familierne selv dyrker. Derfor er de meget afhængige af vejret. For meget eller slet ingen regn kan betyde, at de mister deres afgrøder og ikke har mad nok resten af året.

Fakta om vejrguder

Regnguden Chac er en af de vigtigste guder i Popol Wuh. På billeder af Chac har han ofte en økse i hånden. Det blev fortalt, at han skar hul i skyerne og på den måde sørgede for regn. På billeder har han ofte tårer i øjnene. Tårerne er symbol på regnen.

Vejrguder

Der findes flere historier om vejrguder. Historierne kender man fra mayaernes bog Popul Vuh. Tidligere troede mayaerne på, at regnguden Chac sørgede for regnen. En anden vejrgud er Hurakán, som mayerne troede skabte storme og torden. Den 3. maj fejres Regnens Dag. Så holdes der fest.