Diktatur

I et diktatur er det ofte kun én mand, der bestemmer. Måske er han præsident, kejser eller sultan. Han bestemmer, hvad der sker i landet, og hvordan landets love ser ud.

Nogle gange bestemmer diktatoren ting, folk ikke kan lide. Det kan være, at han bestemmer, at alle voksne mænd skal være med i hæren. Eller at piger ikke må gå i skole.

I mange diktaturer bestemmer diktatoren både over lovene, men også over domstolene, politiet og militæret. I et diktatur er det ofte rigtig svært for folk at få lov til at sige deres mening.

Somoza diktaturet i Nicaragua

Nicaragua har haft diktatur i mange år. Det var en familie, der hed Somoza, som bestemte i diktaturet. Familien styrede landet fra 1933 – 1979.

Somoza-diktaturet var meget undertrykkende overfor folket i Nicaragua. De bestemte stort set alt i landet, og folk måtte ikke sige dem imod. Somoza-familien kunne godt finde på at sende soldater efter folk, der ikke var enige med dem.

Folk blev rigtig vrede, fordi de ikke fik lov til at gøre, som de gerne ville. Samtidigt stjal Somoza-familien mange af folkets penge. Derfor var hospitaler, veje, skoler osv. meget dårlige under Somoza.

I 1979 fik folk i Nicaragua nok. De samlede sig imod Somoza. Med deres egen hær tog de magten fra Somoza. Det kaldes en revolution.