Foto: William Vest-Lillesøe

Burkina Fasos landskab

Sidst ændret
02.07.2020

Burkina Faso er et fladt land ligesom Danmark. Men landskabet er meget anderledes. Der vokser mangotræer i det varme klima.

I det sydlige Burkina Faso er der marker, skov og savanne.

Nordpå er landskabet mere tørt. Der er kun få træer på den tørre steppe. Området kaldes Sahel, og det strækker sig som et bælte tværs over hele Afrika. Sahel forbinder Saharaørkenen mod nord og savannen mod syd.

Ligesom Danmark er Burkina Faso et fladt, bakket land. Men Burkina Faso er en indlandsstat. Det betyder, at landet ikke har nogen kyst ud til havet. I Danmark skal man aldrig ret langt væk, før man når til havet.

Når regntiden kommer

Vandmangel kan være et problem i tørtiden. Mange af floderne tørrer ud. Folk fejrer det, når regntiden endelig kommer. De første dråber rammer den nøgne, støvede jord. Snart begynder majs og hirse at skyde frem af jorden. I løbet af kort tid forvandler det tørre landskab sig til frodige marker.

På markerne høster man ris, sesam, jordnødder, bønner og mangoer. Mangotræer er lige så almindelige i Burkina Faso, som æbletræer er i Danmark. Faktisk er halvdelen af den frugt, som bliver dyrket i landet, mangoer.