Årets indsamling 2023

I Ghana bliver mange piger taget ud af skolen for at arbejde i hjemmet. Pigerne får ingen uddannelse og ingen mulighed for at skabe en fremtid for dem selv.
Det er de piger, I kan hjælpe. Oxfam Danmark og vores partnere støtter piger i Ghana på flere måder. Én af dem er pigeklubber, der samarbejder med familierne, for at pigerne kan blive i skolen og få en uddannelse.
Det er let at samle ind
Lav en indsamling med klassen eller hele skolen. Lav flotte masker, som I kan sælge – ved en Ghana-dag, hvor I inviterer jeres familier. Eller I kan tage dem med hjem og lave en bod. I beslutter selv prisen for jeres masker.
Find skabeloner til flotte masker her. Og I kan printe små prisskilte med information om indsamlingen og MobilePay:
Når I samler ind, kan I være med i konkurrencen om is til hele klassen eller en tur i jeres lokale biograf. For at deltage skal I sende en mail til info@heleverdeniskole.dk og fortælle, hvordan I samler ind og dele et foto eller flere fra jeres indsamling eller produktion af de materialer, som I sælger.
NB: Mail skal sendes senest 8. juni 2023, for at I er med i konkurrencen.
Hvis I ønsker at samle ind på en anden måde, er I meget velkomne til at lave en kreativ indsamling. Kun fantasien sætter grænser. I kan finde ideer i vores inspirations-katalog.
Det går jeres indsamling til
- Pigeklubber - et trygt sted, hvor pigerne lærer om deres rettigheder, at de selv kan vælge og bestemme over deres liv, og om hvordan de passer på sig selv. Ideen med pigeklubberne er at støtte pigerne og deres familier, så pigerne fortsætter med at gå i skole og får en uddannelse.
- Hygiejnesæt - pigerne får viden om kroppen, sundhed og hygiejne. De får et sæt med genanvendelige menstruationsbind, sæbe, tandbørste, tandpasta og undertøj.
- Bøger, hæfter og blyanter – helt gratis, så de kan bruge det i skolen.
- Uddannelse af flere kvindelige lærere – med fokus på pædagogik og undervisning, der inddrager pigerne i klasseværelset.
Download jeres diplom som PDF og hæng det op i klassen som et fint minde.
Det er let at udfylde med skole, klasse og indsamlet beløb.
Tusind tak for hjælpen. I er med til at gøre en stor forskel for børn ude i verden.