Foto: Régis Vianney Boni

Thomas Sankara – en folkehelt

Sidst ændret
11.01.2021

Thomas Sankara er en meget populær mand i Burkina Faso. Han prøvede at gøre livet bedre for de fattige.

Thomas Sankara tog magten i Burkina Faso i 1983. Han var en ung mand og var støttet af militæret. Han ønskede en revolution i landet. En revolution betyder, at man laver store ændringer på kort tid.

Han tog for eksempel jord fra de rige og gav til de fattige – ligesom en slags Robin Hood. Han besluttede, at alle børn skulle vaccineres mod sygdomme. Han gav kvinder flere rettigheder. For eksempel forbød han tvangsægteskaber og omskæring af piger.

Alt dette gjorde, at han blev meget populær hos befolkningen. Det er han fortsat i dag, selvom han er død.

Thomas Sankara bliver myrdet

Mange i befolkningen syntes, Thomas Sankara var en god leder. Men han fik også mange fjender. Nogle syntes, at forandringerne var for store. Især de rige og lederne var imod hans revolution.

I 1987 blev Thomas Sankara myrdet. Det var under et militærkup styret af kaptajn Blaise Compaoré. Han havde ellers været en ven af Thomas Sankara.

Hvad betyder Burkina Faso?

Det var Thomas Sankara, der gav landet det navn, som vi bruger i dag: Burkina Faso. Navnet kan bruges på tre af de største sprog i landet: Mooré, Dioula og Fulfulde. Det betyder ”Den hæderlige mands land” eller ”Værdighedens land”.