Sammen med et par andre drenge er Ngor og Chan på vej rundt i byen Aweil for at finde kunder, som skal have pudset deres sko.


Skopudsning under træet  Foto: William Vest Lillesøe

De ”rasler” for at gøre opmærksom på, at skopudserne kommer. ”Raslen” er lavet af en tom dåse læderfedt. De har puttet småsten i den og sømmet den fast til en pind. De ryster den eller slår den mod benene, mens de går. Det er hårdt at gå rundt i byens støvede gader i mange timer. Drengene har deres faste rute. De plejer at gå ned på hovedgaden og en tur forbi markedet.

Hvis de får en kunde på gaden, finder de en stol, som kunden kan sidde på. Så sætter de sig på jorden og ordner skoene. De har alt, hvad de skal bruge i rygsækken – skocreme i forskellige farver, børster, snor, nåle, syle og raslen, som også kan bruges til at lave hul i sålerne.

Skopudsernes udstyr

 

 

 

 

 

 

Her kan I se noget af udstyret til skopudsning. Raslen, børster, skocreme i forskellig farve blandt andet. Foto: William Vest-Lillesøe

 

Ngor og Chan sørger for deres familie.

Ngor og Chan er 12 år. Før de flyttede til Aweil, boede de i landsbyen Udhum sammen med deres mor og tre søskende. De har ingen far – han døde, da de var små. Derfor må de hjælpe deres mor med at tjene penge til familien. Der er brug for mad og tøj, og de vil også gerne gå i skole.

I landsbyen er der intet arbejde at få, og der er heller ingen skole. Landsbyen ligger et stykke uden for Aweil by. Det tager næsten en time at gå derud. Der kører ikke nogen bus. I regntiden bliver vejen ofte oversvømmet. Det ville være helt umuligt at bo der og tage frem og tilbage hver dag. Derfor flyttede de ind til deres tante.

Dagens indtægter deles


Skopudserne arbejder  Foto: William Vest Lillesøe

Drengene tjener penge, alt efter hvor meget der skal gøres ved skoene. De fleste skal have pudset skoene. Det koster 10 sydsudanske pund, som svarer til 3 danske kroner. Men det sker også, at der er huller, som skal sys – det tjener de flere penge på.

Når arbejdsdagen er slut, deler de pengene mellem sig. Ngor og Chan har arbejdet som skopudsere i tre måneder. ”Før hjalp vi til på markedet, hvor Rebecca har en bod – men vi tjener flere penge ved at pudse sko,” fortæller Ngor. ”Vi har lært at pudse og reparere sko ved at kigge på de andre drenge. Vi lærte det ret hurtigt,” fortsætter han.'

”De dårligste dage er dem, hvor ingen af os har haft en eneste kunde hele dagen. Det kan jo godt ske,” siger Chan, mens han slår lidt ud med armene.