Eleverne får stemmesedler på valgdagen, som de afleverer i stemmeurner, der er opstillet på skolerne. - Foto: Ty Stange

Af:

Nanna Bay Falentin Olesen

Valgfeberen har for alvor ramt de danske folkeskoler. 600 skoler og 63.000 elever landet over deltager i skolevalget 2017, der afholdes for alle 8-10.klasser. Eleverne skal til stemmeurnerne den 2. februar, hvor de beslutter, hvem der skal i folketinget, hvis det står til de unge vælgere.

Skolevalg 2017

Sidste års valgfest på Christiansborg - Foto: Tobias Selnæs Markussen

Den 2. februar afholdes skolevalg for 8., 9. og 10. klasser i hele landet. Resultatet af valget afsløres den 2. februar i en live-sending fra Landstingssalen på Christiansborg. Det hele kan følges live på DR3 og dr.dk kl. 19-21.

De unge bestemmer

Op til valgdagen skal de unge igennem et undervisningsforløb på tre uger, hvor de hver især arbejder med tre 3 mærkesager. Mærkesagerne spænder vidt - lige fra ”de rigeste skal betale mere i skat” over ”kortere skoledage i folkeskolen” til ”Danmark ud af EU”.

Skolevalget efterligner det rigtige folketingsvalg, hvor eleverne får udleveret et valgkort på valgdagen, som de skal bytte til stemmesedler på valgsteder, der bliver opstillet på skolerne. I stemmeboksen kan eleverne sætte kryds ved dét parti eller den person, der ligger tættest på deres egne holdninger.

Uddannelse til medbestemmelse

Med skolevalget kommer demokratiundervisningen i øjenhøjde med de unge, og det uddanner dem samtidig til demokratiske deltagere, når de prøver kræfter med politiske debatter, stemmesedler og paneldiskussioner. I Oxfam IBIS og på Hele Verden i Skole mener vi, at uddannelse skaber udvikling. Samtidig er uddannelse også grundlaget i et demokrati, der sikrer mennesker retten til medbestemmelse. Det er langt fra alle steder i verden, folk har denne ret.

I år handler vores skolebog LæseRaketten om Sydsudan der, som verdens yngste land, for første gang afholdt et demokratisk valg i 2011. Men demokratiet har endnu ikke fået fodfæste, og landet kæmper stadig med fattigdom, korruption og et mangelfuldt uddannelsessystem.

Politisk engagement

Når danske skoleelever sætter deres kryds den 2. februar, har det en positiv indflydelse på de unges politiske interesse og engagement. Det mener Jens Vase Poulsen, der er formand for Danske Skoleelever: ”Man bliver gjort opmærksom på, hvor vigtigt det er at stemme, hvor stort et ansvar og hvor stor en indflydelse man får”, fortæller han til netavisen Altinget.

Sidste år vandt blå blok skolevalget. Tendensen ser ud til at fortsætte i år, hvor Anders Samuelsens Liberal Alliance ser ud til at blive det største parti.

Læs mere om skolevalget 2017. Her kan man også tage Parti-testen og finde ud af, hvem man er mest enig med.

Gå på opdagelse i undervisningsmaterialet, som i år handler om Sydsudan.