Foto: Nanna Bay Falentin Olesen

Af:

Nanna Bay Falentin Olesen

Mange danske lærere havde en lidt anderledes onsdag end normalt, da Lærerens Dag 2016 løb af stablen d. 5. oktober. I år besøgte formanden for DLF, Anders Bondo Christensen, og Oxfam IBIS’ kommunikationschef, Annelie Abildgaard, Kr. Såby Skole i Lejre.

”Tak for dit engagement”. ”Tak for dit bidrag til trivslen”. På Kr. Såby Skole i Lejre mødte lærerne ind til kager med personlige takkehilsener fra skolebestyrelsen, pyntede lokaler og gruppekram fra eleverne. I dagens anledning havde forældre i skolebestyrelsen også rullet den røde løber ud foran hovedindgangen til skolen.

Siden 2004 har Oxfam IBIS og Danmarks Lærerforening sammen markeret dagen, der for alvor har bidt sig fast på mange skoler i Danmark såvel som på verdensplan. Over 100 lande deltager i den internationale FN-dag, ’World Teachers’ Day’, hvor organisationer, politikere, skolebestyrelser, forældre og elever verden over, deltager i anerkendelsen og fejringen af lærernes betydning for den enkelte elev og for samfundets udvikling.

Formanden for DLF, Anders Bondo Christensen, holdt i dagens anledning en tale for lærerstaben på Kr. Såby skole, der var inviteret til frokost og skulderklap i skolens lærerværelse.

”Jeres daglige engagement i klasselokalet er hele grundværdien i den måde, vi tænker skole på her i Danmark,” sagde Anders Bondo Christensen. Han påpegede vigtigheden af at markere dagen og opmuntrede lærerne til at holde fanen højt og fortsætte deres betydningsfulde arbejde.
 

En god uddannelse starter med en god lærer

Eleverne deltog også i fejringen af lærerne på Kr. Såby Skole. Tina Rohde Johansen er dansk- og kristendomslærer på Kr. Såby skole. Hun blev mødt af et spontant gruppekram, da hun fortale sin 4.klasse om Lærerens Dag. ”Fejringen af Lærerens Dag betyder, at jeg har mulighed for at få mine elever til at tænke over, hvorfor de har en lærer. Og det er jo dejligt, at de reagerer så spontant og positivt” fortæller Tina ved det bugnende kagebord på lærerværelset.

I forbindelse med Lærerens dag har alle politikere på Christiansborg modtaget et brev fra DLF og Oxfam IBIS. Brevet informerer om lærernes centrale rolle i et samfunds udvikling og opretholdelse. I Danmark sikrer lærerarbejdet uddannelsen af fremtidens borgere. I udviklingslande er uddannelse desuden en afgørende faktor i bekæmpelsen af fattigdom. Men lærermangel er stadig en kæmpe udfordring på verdensplan. I dag mangler der 2,7 millioner lærere. Udviklingen går først den rigtige vej, når der investeres i uddannelse til alle verdens børn. En god uddannelse starter med en god lærer.

På lærerværelset i Kr. Såby blev der spist massere af kager, og lyden af glade stemmer fyldte lærerværelset. Alligevel gik der ikke længe, før selskabet af lærere brød op. Man kan jo ikke lade børnene vente på deres undervisning.

Læs mere og se billeder på laererdag.dk. 
Eller følg med i fejringen af verdens lærere på instagram, twitter og facebook med hashtag #worldteachersday og #lærerensdag