I hele verden har skoleelever i løbet af uge 40 lært om de nye verdensmål.

I Danmark har en lang række skoler brugt et par timer på at introducere de nye verdensmål for deres elever. Flere skoler har lavet temauger, hvor verdensmålene har været omdrejningspunktet.

I mange lande har undervisningsministre bakket op om Verdenstimen og vigtigheden af, at børn og unge kender de nye mål. I England har David Cameron sendt en direkte besked til 88.000 lærere og opfordret dem til at deltage i Verdenstimen. Også i Danmark har børne-, undervisnings- og ligestillingsminister Ellen Trane Nørby bakket op om, at danske skoleelever skal lære FN´s nye verdensmål at kende.

”Vi skal give vores børn kompetencerne til at kunne agere i en foranderlig verden, hvor begivenheder i USA, Kina, Brasilien og Mali har indflydelse på vores økonomi og arbejdsmarked og fremtid. Vi skal give dem viden, der gør det lettere at forstå sammenhænge og konflikter. Det hele starter i grundskolen med undervisning, der giver udsyn og bevidsthed om, hvem vi selv er og den rolle Danmark spiller i verden. ”Verdenstimen” i denne uge er blot en brik i den undervisning”, skriver hun mandag d. 28. september i Politiken.

På Randersgade Skole har eleverne fremstillet deres egne verdensledere i papir. De fortæller, hvad de vil gøre for at gøre verden til et bedre sted. For at bringe budskaberne videre vil elevernes verdensledere blive afleveret til politikerne. 

Kids News dækkede Randersgade Skoles arbejde med verdensmålene.

På Trongårdsskolen i Lyngby har alle skolens elever brugt en uge på at arbejde med de nye verdensmål. Eleverne har blandt andet stemt på de mål, som de synes, er de vigtigste – her var der stor enighed om, at fattigdom skal afskaffes. Mette Hauberg er en af de lærere, som har stået for planlægningen af Verdenstimen, og hun siger: "Vi synes, at det, der sker ude i verden, er vigtigt. Faktisk har det aldrig været mere aktuelt, og flygtningestrømme gør det hele endnu mere konkret.". Læs artikel om Trongårdsskolens arbejde med Verdenstimen.

Undervisningsmaterialet til de nye verdensmål ligger tilgængeligt, så skoler, der ikke nåede at arbejde med målene i uge 40, kan gøre det, når det passer ind.

Main picture
Image border
Yes
Hide main picture
Tilsluttet
Picture format
Wide screen
Category