4.b fra Rosenlundskolen i Skovlunde var en af de velfortjente vindere af Hele Verden i Skoles klassekonkurrence. Klassen havde samlet hele 7250 kroner ind til børn i Bolivia og vandt dermed en tur til Middelaldercentret. Den 30. august indløste eleverne deres præmie og drog på en rejse tilbage i tiden.

Den 30. august var ikke en helt almindelig tirsdag morgen. 4.b havde vundet klassekonkurrencen, og derfor var skoleskemaet ryddet til fordel for en hel dag i Middelaldercentret. Tidligt om morgenen satte eleverne sig ind i det tog, som skulle bringe dem den lange vej fra deres skole i Skovlunde til Middelaldercenteret. Da eleverne steg ud af toget, var det som at træde ud af en tidsmaskine. En tidsmaskine, der var landet i middelalderen.

4.b fortæller, at de blev budt velkommen af en stor, skægget mand ved navn Ærlige Søren. Han var en garvet rebslager fra middelalderen, og han skulle vise dem rundt i middelalderbyen, Sundkøbing.

”Ærlige Søren fortalte om alt fra, hvordan man lavede sko, tøj og dyrkede afgrøder til hvilke straffe, der var for at begå utugt, hekseri eller at håne,” fortæller en af 4.b’s lærere, som var med på turen.

Da Ærlige Sørens rundtur var slut, blev der, bogstaveligt talt, sat fut i fejemøget. 4.b fik nemlig lov til at hjælpe med at lade to enorme katapulter, som affyrede store sten ud over vandet. Stenene fløj mere end 150 meter, og det synes klassen var et meget imponerede syn. Der blev også affyret kanoner med høje brag, som sikkert kunne høres helt tilbage i nutiden.

Manddomsprøver og middelaldermad

4.b overværede en nervepirrende ridderturnering, hvor to riddere kæmpede mod hinanden med lanser, svær og spyd. Selvom deres ellers så modige ridder tabte dysten, forblev klassens humør højt. Eleverne fik nemlig lov til selv at prøve kræfter med middelalderens manddomsprøver. Både piger og drenge fik mulighed for at skyde med langbuer, lave styrkeprøver og kaste med sten.

I ægte middelalderstil blev frokosten spist rundt om bålet. Appetitten var stor efter formiddagens strabadser, og det hjemmelavede brød, som eleverne havde tilberedt over bålet, gled rent ned. Inden eleverne atter måtte med tidsmaskinen hjem, udforskede de den lille købstad, Sundkøbing, på egen hånd. Der var mange spændende huse og butikker, og eleverne måtte finde guldmønterne frem fra lommerne, da de købte et knoglespil til klassen.

”Vi havde en fantastisk og lærerig tur. Selvom det regnede, var det en god oplevelse, og vi kan klart anbefale en lignende tur til andre klasser, der vil lære om middelalderen,” afslutter en af 4.b’s lærere.


Klassekonkurrencen

Klassekonkurrencen er en del af den store skoleindsamling, som afholdes hvert år i forbindelse med LæseRaketten og Hele Verden i Skole-kampagnen. I sidste skoleårs indsamling blev der samlet 600.000 kroner ind, som er gået til at støtte børn i Bolivia til en bedre skolegang. I år sætter LæseRaketten kurs mod Liberia og indsamlingen vil give børn, der ikke har gået i skole på grund af en 14 år lang borgerkrig, mulighed for at komme i skole.

Tak til DSB - specialrejser for at
sponsere klassens transport

 

Main picture
Image border
No
Hide main picture
Tilsluttet
Picture format
Wide screen
Issue Author
Anne Linaa Leavy
Category
Countries