Saguel – drengen der ikke kunne skrive sit eget navn

Mit navn er Thilde Baden. Jeg har i 12 dage rejst rundt i Angola med den danske udviklingsorganisation IBIS. Formålet med turen var at besøge en masse skoler og se, hvordan børnene lever i et land, der er meget forskelligt fra Danmark. Noget af det, der især præger livet i Angola er den store fattigdom – to ud af tre personer lever for under 10 kroner om dagen. Desuden har landet også været plaget af en borgerkrig, som varede i 27 år og først sluttede for otte år siden. Både fattigdommen og krigen har gjort, at mange børn ikke er kommet i skole. Jeg vil nu fortælle om den dag, hvor jeg mødte Saguel, som er et af de børn, der aldrig har gået i skole.

Efter en lang bumletur på den røde grusvej, når vi frem til skolen, som vi skal besøge. Børnene stimler hurtigt sammen om os, for det er ikke hver dag, de får besøg af en stor jeep med fem unge danskere. Men de nysgerrige elever får ikke meget tid til at se deres gæster an, for straks klapper skoleinspektøren i hænderne, og det er tid til at stille pænt op og byde velkommen.

Eleverne stiller sig foran os fordelt på fire rækker med de mindste forrest og de største bagerst. Det lyder flot, når de synger og klapper i takt. De hvide skjorter, som de bruger til skoleuniformer, lyser op i landskabet. Jeg kan dog ikke få øjnene fra bagerste række. Her står en dreng med rød T-shirts, og selvom han står sammen med de ældste elever, skiller han sig ud ved at være et hoved højere end sine kammerater. Hvorfor har han ikke har skoleuniform på? Og hvorfor han er ældre end alle de andre?

Mine spørgsmål bliver besvaret kort tid efter, hvor jeg for lov til at tale med den høje dreng i den røde T-shirt. Hans navn er Saguel, siger han. Jeg synes Saguel er et lidt mystisk navn, så jeg stikker ham min notesblok og beder ham skrive sit navn, for at jeg bedre kan huske det. Der går ret lang tid, hvor Saguel sidder med blyanten i hånden og kigger på papiret. Meget langsomt tegner han et par streger, men der står i hvert fald ikke Saguel – det kan jeg godt se, selvom jeg ikke ved præcis, hvordan det staves. Det ender med at en pige fra klassen tager over og skriver Saguels navn med flotte runde bogstaver: Saguel Filipe Fernando.

Saguel kigger genert ned i jorden og fortæller, at han faktisk havde første skoledag i går. Jeg bliver i tvivl, om jeg har hørt rigtigt, for Saguel har også lige fortalt mig, at han er 17 år – og man kan da ikke have første skoledag som 17-årig? Men den er god nok. I Angola kan man åbenbart godt starte i skole på det tidspunkt, hvor vi andre ville gå ud af den.

Det viser sig, at Saguel har boet i hovedstaden Luanda. Mens der var borgerkrig i landet, var det nemlig mere sikkert at bo i byen. I Luanda arbejdede Saguel som mekaniker, for han kunne ikke komme i skole, da han ikke havde det fødselsbevis, som man skal have for at få lov til at starte i skolen, og sådan et er dyrt for en familie, der i forvejen ikke har særlig mange penge.

Men nu er det otte år siden borgerkrigen sluttede, og der er blevet meget mere fredeligt ude på landet. Derfor har Saguel valgt at flytte hen til sin onkel, som bor i en lille landsby, hvor de fleste af husene er lavet af ler. Byen ligger over 300 kilometer fra hovedstaden, hvor Saguels forældre og tre mindre søstre stadig bor. Men herude er skolen ligeglad med, om Saguel har et fødselsbevis eller ej, så her kan han komme i skole og lære at skrive og regne.

Saguel er kommet i en særlig klasse for de elever, der ikke har gået i skole før, så han har fået lov til at starte direkte i tredje klasse. Planen er, at han skal klare den grundskole, der normalt tager seks år på blot tre år. Det hårde skolearbejde skræmmer ikke Saguel, han er bare enormt glad, fordi han endelig har fået chancen for at gå i skole. Og arbejder han hårdt nok, når han måske en dag sin drøm, som er at blive læge.