fast action block hvs

Både piger og drenge skal have mulighed for at komme i skole - Foto: Toke Nyborg

I mange udviklingslande har kvinder ikke de samme rettigheder som mænd. Mange steder kan kvinder ikke eje og arve jord, de har ikke adgang til at låne penge og kan ikke bestemme over deres egen krop. Den manglende ligestilling er en hindring for samfundets vækst og demokratiske udvikling. Nedenstående finder du opgaveforslag til arbejdet med 2015-målet om ligestilling.

Hvad er demokrati? (dansk, samfundsfag)

Lad eleverne skrive ned, hvad de forbinder med begrebet ’demokrati’. Diskuter efterfølgende begrebet i klassen. I kan for eksempel diskutere:

  • Hvad er demokrati?
  • Hvad karakteriserer et demokratisk samfund?
  • Hvad karakteriserer et udemokratisk samfund?
  • Hvad betyder ligestilling for et demokrati?
  • Hvad er en demokratisk skole?
  • Hvad betyder det, at elever har mulighed for indflydelse i undervisningen?
  • Hvis andre bliver behandlet uretfærdigt, har du selv mulighed for at gøre noget ved det?

En fremtidsfortælling om pigers status og rettigheder (dansk, samfundsfag)

Mange steder i verden ses piger stadig som mindre værd end drenge og diskrimineres pga. deres køn. 2015-målene vil få kolossal betydning for pigers levevilkår, hvis de føres ud i livet. De kan på alle måder være med til at forbedre pigers liv, status og rettigheder. Skriv en fremtidsfortælling om ”Verdens piger år 2015.”

Piger og uddannelse – hvad kan vi gøre? (dansk, samfundsfag)

Pigerne fik deres eget hus og Fingrene væk fra Mozambiques piger er to artikler, der handler om projekter, der støtter piger via uddannelse. Læs artiklerne og skriv et referat af, hvilke problemer uddannelserne forsøger at løse og diskuter det efterfølgende i klassen.