Efter skole er de jordanske børn gode til at finde på sjove lege. Men før børnene kan lege, skal de hjem fra skole. Nogle børn bruger lang tid på at komme til og fra skole. Det er ikke alle steder, der går busser. Langt fra alle i Jordan har råd til en cykel. Nidal bor langt fra sin skole. Hans familie blev nødt til at sælge hans cykel, fordi de havde brug for pengene. Derfor må han gå 30 minutter til og fra skole hver dag. Shahed, der bor i hovedstaden, Amman, bliver kørt af familiens chauffør.

Mange børn har pligter i hjemmet, der skal ordnes, før de må lege. Muna hjælper med at lave mad og hente vand. Ammar og Mohammad hjælper med at købe ind.

Nogle af børnene fra LæseRaketten har mobiltelefoner og tablets. Shahed kan godt lide at spille computer, og Hamad kan godt lide at spille Playstation, når han er hjemme i landsbyen.

I videoen kan du se nogle af de lege, som børnene finder på.


Film: William Vest-Lillesøe og Rikke Rode