Ammar og Mohammad med deres familie. - Foto: William Vest-Lillesøe

I Jordan bor der mange flygtninge. De er flygtet fra landene rundt om Jordan. I løbet af de sidste år er det især folk fra Syrien, der er flygtet til Jordan. Tidligere er mange palæstinensere, libanesere og irakere også flygtet til Jordan.

Nogle flygtninge bor i flygtningelejre. Andre bor i byerne. I Jordan bor fire ud af fem af alle flygtningene i byerne sammen med andre jordanere. Derfor er mange byer vokset meget i løbet af de sidste år.

Det er svært for et land, når der kommer så mange ekstra mennesker. Der er flere børn, der skal i skole. Flere voksne, der skal have et arbejde. Der er også flere, der skal deles om vand, mad og boliger.

Over halvdelen af de syriske flygtninge i Jordan lever under fattigdomsgrænsen. Omkring 4 ud af 5 mangler mad. Selvom man i Jordan prøver at få alle syriske børn i skole, er det stadig kun lidt over halvdelen, der går i skole.

Jordan har svært ved at hjælpe alle dem, der flygter fra Syrien. Nogle er nødt til at rejse tilbage til Syrien, selvom det kan være livsfarligt.

 

Ammar og Mohammad

Ammar og Mohammad er flygtet fra Syrien. De bor i den jordanske by Irbid. Der bor de sammen med onkler, tanter, kusiner og fætre. De går i skole om eftermiddagen sammen med andre børn, der er flygtet fra Syrien. Der er blevet lavet specielle klasser til dem, fordi de er så mange børn i skolerne.