Børnearbejder hos moster

Noguerra på 11 år får svært ved at glemme krigen. Ikke at han husker den. Men hans navn vil for altid minde ham om Angolas 30 år lange borgerkrig. Navnet Noguerra betyder nemlig ”ingen krig”. Det var hans forældres højeste ønske, da han blev født – at krigen ville slutte. Landsbyen, som familien bor i, fik også navn efter krigen. Den hedder Hori Yotulo, det betyder ”da lidelserne begyndte”. Her blev Noguerra født, og nogle år senere gik forældrenes højeste ønske i opfyldelse: krigen i Angola sluttede.

Alligevel er det svært at få et smil ud af Noguerra. Hans øjne er vagtsomme og alvorlige. Kun syv år gammel blev Noguerra sendt langt væk fra sin familie og sin landsby. Han skulle til hovedstaden Luanda, hvor han skulle hjælpe til i huset hos sin moster. Til gengæld skulle hun tage sig af ham og få ham i skole. Det var her, Noguerras lidelser for alvor startede.

Noguerra blev gadebarn

For der var langt mere hårdt arbejde end skolegang. Faktisk kom Noguerra slet ikke i skole. Han gjorde rent, vaskede tøj, hentede vand og passede børn for sin moster. Selv når han var dødtræt, måtte han arbejde, for ellers blev han slået. Til sidst ville Noguerra ikke være hos mosteren længere. Han stak af og levede en tid som gadebarn i storbyen. Da Noguerras forældre hørte, at han var flygtet, bad de mosteren om at finde ham og bringe ham hjem til landsbyen. Det gik mosteren med til. Da havde han tilbragt fire år i sin mosters hus i Luanda og var aldrig kommet i skole.

Jagter fugle og mus

I dag bor Noguerra igen i landsbyen sammen med sine forældre og mindre søskende. Han har ikke så meget lyst til at tale om de år, han var væk. Noguerras families hus er lille med strå på taget. Indeni er der ikke meget andet end et åbent ildsted og et par gryder. Hans far er murer, og lige foran det lille hus vokser et nyt og større hus langsomt frem.

Hver dag går hans mor i marken for at dyrke familiens mad: yamsrødder, majs, kål, løg, bønner, hvidløg og porrer. Hjemme er det derfor Noguerra, der har ansvaret for at hente vand, gøre rent og feje huset. Sammen med vennerne går han også på jagt. De fanger småfugle og mus på marken. Begge dele rister familien på ildstedet og spiser sammen med en tyk grød, der bliver lavet af majs eller yamsrødder.

Endelig i skole

Alle Noguerras venner i landsbyen går i skole, men der er andre børn, der ligesom ham selv aldrig har været i skole. Noguerra kender også nogle børn, som pjækker. Selv glæder han sig til at starte. En lærer henne fra skolen har været hjemme hos ham og talt med hans far om, at det vil være en god idé at få Noguerra i skole. Og han har allerede en uniform, et kladdehæfte med Ronaldinho udenpå og et par blyanter. Noguerras storebror har lært ham at skrive sit eget navn. Han kan også tælle til 200. Så han er klar, når skoleåret går i gang igen. Noguerra håber, at han får lov til at starte i 2. klasse.

Sko til fodboldholdet

Når Noguerra tænker på fremtiden, og hvad han skal lave, tænker han, at det vil være en god idé at blive olieingeniør, for det er Angolas præsident. Og hvis han bliver præsident, vil han sørge for, at han og hans familie får det godt, at der er rent og hygiejnisk i landsbyen, og at hans fodboldhold får trøjer, sko og bolde ”For vi har et godt fodboldhold,” siger Noguerra med overbevisning. Selv spiller han center forward. Lige nu spiller holdet på bare tæer, i hullede sokker, klip-klappere eller med en enkelt laset støvle på højre fod, når det går højt.

I landsbyen og i Noguerras hus er der ikke strøm, men naboen har en generator, som laver strøm til et fjernsyn, som han af og til får lov at se med på. Noguerra kan bedst lide at se nyheder, tv-serier på portugisisk fra Brasilien og så selvfølgelig fodbold.

Historien om Noguerra er fra 2009